Læs mere om Bell'ItaliaHvem er vi?Læs vores artiklerVil du annoncere?

 

Fagioli - bønner

 

Min ven Francos mor fra Napoli er en mester til at lave supper – og er der noget jeg holder af så er det Lindas: Pasta e Fagioli – det er en mættende og nærende suppe der er let at lave. Selvom hun har en restaurant og menukortet er spækket med fristende retter, så ved hun at når der er bønnesuppe på komfuret så er der ikke noget jeg hellere vil have.

 

Pasta e fagioli – Suppe med bønner

 

150 gr. hvide bønner, 100 gr. pasta (evt. spaghetti brækket i småstykker), to løg, hvidløg, 100 gr. røget bacon (pancetta), vand, 5 friske tomater (evt. en dåse flåede), 2 gulerødder, 3 kartofler, 2 stilke blegselleri, krydderurter (merian og timian), revet parmesan, salt og peber.

 

Skyl 150 gr. hvide bønner og lad dem stå natten over i koldt vand. Når de skal tilberedes skylles de igen.

 

Svits hakkede løg og hvidløg med bacon skåret i små tern. Lad det hele simre under omrøring til løget er klart. Tilsæt bønnerne og lad dem optage lidt på olien. Herefter tilsættes tomaterne der hakkes i stykker (evt. en dåse passerede tomater), vand og krydderurterne. Lad det koge under lav varme ca. 45 min. Herefter tilsættes kartofler, blegselleri og gulerødder i tern og det koger videre ca. 20 min. Herefter tilsættes pastaen og det hele koger yderligere 10 min. Tilsæt salt og peber efter smag.

 

Suppen serveres med et drys revet parmesan – velbekomme !