Læs mere om Bell'ItaliaHvem er vi?Læs vores artiklerVil du annoncere?

 

 

Italienske film indspillet på Sicilien

 

Tag rundt på Sicilien og oplev nogle af øens mindre kendte steder. Kør i din favoritfilms eller TV-series fodspor og oplev øen på en anden måde. Er du fan af Kommisær Montalbano, Godfather trilogien eller den fantastiske film Postbuddet, Il Postino så kan du finde locations på øen.

 

Et besøg i Montalbanos verden – Vigàta

Tidligere var det Etna der var det store trækplaster på Sicilien, men det kommer ikke som nogen overraskelse, hvis mange danskere i efteråret sætter kursen mod Vigàta, byen hvor kommisær Montalbano slår sine folder i serien af samme navn på DR2.Godt nok findes der ikke noget som hedder Vigàta, men tager man en tur til Ragusa-provisnsen kan man finde mange af de smukke steder man har brugt i serien.Det er den populære forfatter Camilleri der selv er fra området der i sine bøger om Montalbano har opfundet byerne og der er virkelig noget at komme efter i virkelighedens barokby Montelusa, eller Ragusa som den rettelig hedder på landkortet.

 

Montelusa eller Ragusa

Kigger man lidt nærmere på kortet finder man ved kysten Marina di Ragusa og Punta Secca, det er her at huset som Montalbano bor i, i serien, ligger. Har man siddet i sofaen og med længsel tænkt på en pragtfuld balkon med udsigt over havet så er det her. Selve soveværelset skal vi dog til Marina di Ragusa for at finde. Det er dog ikke lige let at finde alle de ”locations” der har været brugt til serien. I Ragusa finder man den smukke bro der blev brugt i afsnittet om ”Ladro di Merendine”, Madpakketyven, kender man lidt til byen vil man dog vide at broen som Montalbano kører over ikke normalt er åben for trafik. Men det gør den jo ikke mindre smuk.  

 

The Big Blue

Tidligere var det andre locations der lokkede turister rundt på eventyr på øen. Kultfilmen fra 1988 om dykkerne Enzo og Jacques, Big Blue (Le Grand Bleu) blev blandt andet indspillet i området omkring Taormina. I årevis strømmede fanatiske dykkere og filmentusiaster til luksushotellet San Domenico for at komme indenfor. Hotellet var rammen om verdensmesterskabet i filmen og det var der dykkerne boede. Den berømte pasta-scene hvor Enzos mor kommer og afbryder pasta-spisningen, blev i virkeligheden optaget på Hotel Capo Taormina. og de små gader og stræder i Taormina var en glimrende ramme om flere af filmens scener.

 

Postbudet

Den smukke film Il Postino, Postbuddet blev også indspillet omkring Sicilien. En del af filmen er optaget på den smukke ø Salina, der er en del af øgruppen De Lipariske Øer nord for Sicilien. Stranden ved den lille by Polare var rammen om den uforglemmelige scene med Philipe Noiret, der spillede den chilenske forfatter Pablo Neruda og postbuddet spillet af den nu afdøde Massimo Troisi. Huset hvor forfatteren boede kan også genfindes på øen. Resten er indspillet på øen Procida og i studierne i filmbyen Cinecittá ved Rom. Filmen af den engelske instruktør Micheal Radford er en af de smukkeste italienske film efter min mening.

 

 

Med Gudfaderen på Sicilien

I filmen Godfather I og III har man indspillet i både Taormina, Palermo og i Forza d’Agro, hvor kirken var rammen om det store bryllup. Det var i Palermo at den store scene fra Operaen blev indspillet. Selve Teatro Massimo var under restauration på den tid og det er derfor kun udenfor man har indspillet. Den mest kendte location fra denne film er dog baren i Savoca, ”Bar Vitelli” som stadig i dag, over 30 år efter premieren på filmen får besøg af fans. Og kommer man til Savoca i dag,. så gå ind på baren og besøg den 82-årige barejer Maria og bed om en granita de limone, en citron-is lavet af citronsaft, sukker og vand. Det smager fortræffeligt og så var det Francis Ford Coppolas favorit-is da filmen blev indspillet. Det er virkelig et tilbud du ikke kan afslå.

 

Fra Blæksprutter til Svenske Hamilton

Der er mange andre film hvor Sicilien har lagt jord til. Filmen Strombili er naturligvis indspillet på øen af samme navn af Roberto Rossolini med Ingrid Bergman i hovedrollen. Den Lille Djævel med Walther Matthau og Roberto Benigni fandt Taormina og Giardini Naxos som location. La Piovra, TV-serien om den sicilianske mafia er naturligvis indspillet i Palermo og det er den svenske film og TV-serie om Hamilton også.

 

Så der er nok at køre efter på øen - god fornøjelse!